Herunder kan du læse kriterierne for QATO Fondens Studielegat. Legatet er målrettet dig, der studerer på et dansk universitet og som minimum har afsluttet de første to år af din bachelor.
Legatets formål
Legatets formål er at støtte universitetsstuderende, der uddanner sig indenfor fag, hvorigennem de kan være med til forbedre dyrs velfærd, levevilkår, sundhed og trivsel.
Hvem kan ansøge om QATO Fondens Studielegat?
QATO Fondens Studielegat kan søges af studerende på danske universiteter – særligt, men ikke udelukkende, inden for studieretningerne
Veterinærmedicin, Husdyrvidenskab og Biologi.
For at komme i betragtning til legatet skal du have afsluttet de første to år af din bacheloruddannelse og være studerende på BSc eller MSc. Ph.d.-studerende kan ikke komme i betragtning til legatet.
Det projekt eller studieophold, du søger om støtte til, skal have til formål at sikre og fremme dyrevelfærd - gerne så direkte som muligt, men også eksempelvis gennem opkvalificering af dine faglige kompetencer.
Hvis du er i tvivl om dit projekt eller studieophold kan kvalificere sig til et legat, er du velkommen til at kontakte QATO Fondens sekretariat.
Bemærk venligst at studielegatet er personligt. Det betyder, at legatet indsættes på ansøgers konto, og at legatet indberettes til SKAT. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig ind i gældende skatteregler vedr. modtagelse af studielegater. Studielegater er ikke altid skattefrie.
Hvad kan jeg søge støtte til?
Du kan søge om støtte til gennemførelse af et relevant udlandsophold enten i forbindelse med et studieophold eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt inden for din uddannelse. Du kan ligeledes søge om støtte til at gennemføre et projekt inden for din uddannelse i Danmark. Vær venligst opmærksom på gældende skatteregler.
Det anses som positivt, hvis projektet eller studieopholdet kan bidrage til reelle forbedringer af dyrs velfærd og trivsel generelt. Eller hvis det kan bidrage til en øget forståelse for dyrs adfærd.
Derudover vægtes projekter omhandlende domesticerede dyr eller vilde dyr i menneskers varetægt højere end projekter om vilde dyr i naturen, omend sidstnævnte også kan opnå støtte.
Vi gør opmærksom på, at du ikke kan søge støtte til afsluttede projekter og rejser.
Bemærk også venligst at studielegatet er personligt. Det betyder, at legatet indsættes på ansøgers konto, og at legatet indberettes til SKAT. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig ind i gældende skatteregler vedr. modtagelse af studielegater. Studielegater er ikke altid skattefrie.
Hvor stort er et studielegat fra QATO Fonden?
QATO Fondens Studielegat er på DKK 7.500.
Som for alle andre ansøgere gælder det, at vi desværre ikke kan imødekomme alle indkomne ansøgninger.
Hvor på hjemmesiden skal jeg ansøge?
Du kan søge støtte via vores ansøgningsportal. Det gør du via 'Søg støtte' knappen øverst i højre hjørne. I ansøgningsportalen skal du vælge 'QATO Fondens Studielegat'.
Hvad skal min ansøgning indeholde?
Til ansøgningen skal du vedlægge et motiveret ansøgningsbrev, et budget og relevant dokumentation for dit udlandsophold, projekt eller tilsvarende. På ansøgningssiden (og her) kan du finde mere information om ansøgningsprocessen og -materiale.
Hvornår kan jeg indsende min legatansøgning?
Der er ingen ansøgningsfrist for QATO Fondens Studielegat. Vi behandler indkomne ansøgninger løbende, og du kan forvente op til tre måneders svarfrist.
Vi gør opmærksom på, at du ikke kan søge støtte til afsluttede projekter.
Hvornår får jeg svar?
Vi tager jer og jeres projekter alvorligt, og derfor læser vi jeres ansøgninger grundigt.
Ansøgningerne læses løbende, og du kan forvente op til tre måneders svarfrist.