Siden 2018 har Mara North Conservancy Dog Project arbejdet dedikeret på at hjælpe masaifolket med at kontrollere og forbedre sundheden blandt deres vagthunde gennem neutralisering og vaccinering af hundene.
Indsatsen gavner først og fremmest hundene selv, da vaccinerne beskytter dem mod de smitsomme og ofte dødelige sygdomme rabies, parvovirus og hundesyge. Neutralisationerne gavner ligeledes hundepopulationen, idet en ukontrolleret voksende bestand af hunde resulterer i mangel på tilstrækkeligt foder, flere slåskampe, uønskede drægtigheder, og omstrejfende hunde på jagt efter føde eller mager at parre sig med.
De mange strejfende hunde øger også risikoen for spredning af de dødelige sygdomme, både blandt hundene selv, men også til det vilde dyreliv samt til mennesker i forbindelse med rabies. Denne risiko understreger vigtigheden af at holde hundebestanden vel-vaccineret.
Projektet gavner også det vilde dyreliv, idet de mange sultne hunde i desperation jager og dræber vildtet eller stjæler bytte fra områdets vilde rovdyr. Færre og velernærede hunde imødekommer dette problem.
Sidst men ikke mindst er projektet til gavn for masaifolket selv. De har brug for, at deres hunde vogter kvæget om natten i stedet for at strejfe for at finde føde eller en mage at parre sig med, og de har brug for stærke og sunde hunde.
Rikke Langebæk
"Da masaierne først blev introduceret for ideen om at neutralisere og vaccinere deres hunde, var de meget skeptiske og forestillede sig, at deres hunde blot ville blive slået ihjel. Heldigvis lykkedes det for projektets lokale veterinærsygeplejerske, James Nayetuni, med foredrag i de lokale skoler og kirker at promovere projektet på en måde, så masaierne kunne se det fordelagtige i det og indvilligede i at lade deres hunde operere og vaccinere. Man skal træde forsigtigt frem og have konstant respekt for kulturen på stedet,” siger Rikke Langebæk, Dyrlæge og lektor ved Københavns Universitets Institut for Klinisk Veterinærmedicin samt leder af Mara North Conservancy Dog Project.
Rikke Langebæk
Projektet udføres af dyrlæger og veterinærstuderende fra tre universiteter; Københavns Universitet, University of Nairobi og Tufts University i Boston, USA. To gange årligt mødes de i Masai Mara og foretager neutraliseringer, vaccinationer, tilbyder supplerende dyrlægehjælp efter behov og fortæller om projektet på områdets skoler, så børnene kan gå hjem og forklare deres familier, hvorfor det er bedre at have få, men raske hunde, end at have mange sultne og svage hunde, som konstant
løber væk.
Hvert år fødes der omkring 6-800 hvalpe i Mara North Conservancy, og med støtte fra QATO Fonden kan projektets lokale veterinærsygeplejerske vaccinere 1.500 hvalpe.