Bestanden af sortterner har gennem årene været i tilbagegang. Det er derfor afgørende for sortternens fremtid i Danmark, at vi bevarer dens yngleområder og tilbyder den sjældne trækfugl optimale forhold til at yngle.
Fra naturens side bygger sortternen sin rede på flydende plantedele, tuer og lignende i lavvandede vådområder. Det ustabile underlag skaber risiko for, at sortternens unger drukner i voldsomt vejr eller bliver ædt af fjender som eksempelvis gedde eller odder. Sortterneungernes usikre levevilkår betyder desværre, at mange af dem aldrig når at komme på vingerne.
WWF og Nationalpark Vadehavet har med støtte fra QATO Fonden sat redeflåder ud i sortternens yngleområder i Magisterkogen og Hasberg Sø i de sydøstligste dele af Nationalpark Vadehavet.
”I sortternens yngleområder lægger vi redeflåder ud i sortternens yngleområder, der skal hjælpe flere sortterneunger på vingerne,” siger Mette Boye, Conservation Director hos WWF.
Der er tale om to typer redeflåder: “Den lille type”, der allerede har vist gode resultater i området, og “den store type”, som potentielt beskytter bedre mod vejrforhold, svingende vandstande og andre fugle og dyr. Indsatsen med redeflåder bygger på eksisterende erfaringer fra Nationalpark Vadehavet, suppleret med erfaringer med de store flåder fra lignende projekter i Holland.
Nationalpark Vadehavet har afgørende betydning for en lang række fuglearter, og sortternen er en af de ynglende arter, der er stærkt knyttet til vådområderne langs Vidåen i Tøndermarsken.
Sortternen stiller høje krav til vandkvalitet, fødegrundlag og muligheder for redebygning og findes ofte i lavvandssøer, moser og vandhuller. To tredjedele af den danske bestand yngler i Nationalpark Vadehavet, og den elegante fugl er meget stedtro. Derfor er det vigtigt at passe godt på sortternen dér, hvor den er. Redeflåderne bliver sat ud i de sydøstlige dele af Nationalpark Vadehavet – nærmere bestemt i Magisterkogen og Hasberg Sø.