På rideskolerne dyrkes samværet med de skønne dyr, ridesporten og det gode fællesskab rytterne iblandt. Men ingen ridesport uden heste og ponyer, og derfor er det altafgørende, at dyrene trives i deres rolle som elevheste, og at de ligeledes tilbydes gode forhold, når de holder fri.
De enkelte rideskoler landet over har forskellige fysiske rammer, men ens for dem alle er, at de ønsker at give deres elevheste de bedste muligheder for trivsel. På trods af dette kan mange rideskoler opleve, at økonomien i perioder kan være stram, og at det derfor ikke er alle ønsker, der kan realiseres for hestene.
Dansk Rideforbund
Dansk Ride Forbund (DRF) har med støtte fra QATO Fonden igangsat en undersøgelse for at skabe et overblik over, hvordan det står til med hestevelfærden ude på de danske rideskoler. I denne undersøgelse foretages en gennemgang af alle relevante forhold, der spiller ind på hestenes trivsel.
"Det er et område, hvor vi ved, at vi kan gøre en forskel for hestene med den rette indsats. Nu skal vi kortlægge netop, hvad den rette indsats er," Anne Silfwander, DRF’s klub- og sportschef.
Dansk Rideforbund
Ved hjælp af en omfattende spørgeskemaundersøgelse og besøg på ti udvalgte rideskoler i Danmark vil DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl og seniorforsker Janne Winther Christensen fra Aarhus Universitet i samarbejde med DRF’s udviklingskonsulenter gennemgå elevhestenes sundhed, stald- og foldforhold, udstyr, undervisning, samvær med undervisere, ryttere, andre heste og meget mere.
Tilsammen skal denne omfattende undersøgelse give os viden om, hvordan elevhestene har det ude på rideskolerne og om der er områder, hvor der er brug for at give hestenes velfærd et løft.
Dansk Ride Forbund er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund. DRF blev stiftet i 1917 og i dag er cirka 450 rideklubber landet over medlem af DRF.